Mikkel nygaard

Min leverpostejsgrå opvækst i Tønder har gjort mig nysgerrig på det, der stikker ud. Jeg bliver fascineret af historier og mennesker, der ikke er ligesom resten.

​

I Tønder var alt nøjagtigt lige så gennemsnitligt, som man kunne forestille sig. Min fars firmabil var parkeret ved kantstenen. Jeg var kun marginalt bedre til fodbold end min tre år yngre lillesøster. Min mor gik til mave/balde/lår i min folkeskoles idrætshal to gange om ugen.

 

I mit barndomshjem gav vi ikke krammere. Vi fortalte heller ikke, at vi elskede hinanden. Men det var ikke nødvendigt, når der blev serveret rødspættefileter med persillesovs. Et smil, et anerkendende blik og en ekstra skefuld sovs til alle ved bordet var mere end rigeligt.

​

Efter at være flyttet til Aarhus er jeg blevet ældre og klogere. Nu giver jeg mange krammere. Og jeg har fundet ud af, at en rullekebab hedder en shawarma - sidstnævnte smager bedst.

​

Jeg har også fundet ud af, at jeg gerne vil være journalist. Jeg vil fascinere og lade folk kunne spejle sig i det, der er omkring os. På trods af og måske endda fordi, vi alle er forskellige.

​

Jeg har altid haft en positiv tilgang til livet. Jeg foretrækker at kalde en spade for en spade - men hvis spaden er en udfordring, ser jeg det som en opgave og ikke et problem. Jeg ser mig selv som mulighedernes mand.
 

Selvom det er en dyd at kende sine egne begrænsninger, gør min positive tilgang, at jeg altid har mod på at finde en løsning og klare en opgave.

​​

I videoen nedenunder kan jeg ses i femte klasse, hvor jeg i DR's program Penge fik mulighed for at fordele 400.000 kroner, som min folkeskole sparede på af sløjfe Microsoft Word. Pengene var fiktive, og mit forslag om at bruge dem på legepladsen blev aldrig en realitet. Men jeg har altid haft en legende tilgang. Og jeg elsker at se muligheder.